Slutningen af 70’erne var (også) en turbulent tid for Nova. Der skete et meget brat generationsskifte, nok det største i klubbens historie.

Den nye kerne af novanesere bestod stort set af unge på 18 - 19 år, der havde gået i samme klasse på Hellerup Skole - og for øvrigt til realeksamen havde haft en censor i biologi, der også var novaneser. Efter den oplevelse valgte han at uddanne sig til psykolog!

Klublivet var intensivt. Gruppen levede hele sin fritid i Nova - af og til også noget af den tid, der skulle have været brugt til uddannelse og eksamenslæsning! Men når nu vejret var godt, og man alligevel skulle ned i klubben om 7 - 8 timers tid, hvorfor så det kedelige afbræk på gymnasiet eller hvor, forældrene nu mente, ens fremtid havde bedst af, at man var?

I modsætning til Nova-generationen før boede mange fra den nye kerne på kollegium, på et lille, lejet værelse eller stadig hjemme hos forældrene, så klubben var det ideelle sted at være. Og det var et godt sted at mødes til grillmad fra “Kong Fu” på Strandvejen før en biograftur, der som regel endte i den helt store diskussion midt på Rådhuspladsen om, hvilken film man skulle se - indtil der ikke var mere end én forestilling tilbage inden lukketid. Eller en tur på 'The Hill' , hvor uenigheden ikke var mindre - rutsjebanen eller spillehallen.

Nogle gange endte vi i klubben igen ved midnatstid, og så gjaldt det om at finde de mindst ildelugtende skumgummipuder og klamme cockpitovertræk - vi skulle jo have noget at ligge på og trække over os, når vi sov på klubstuegulvet og afventede dagens komme. Altså, medmindre en eller anden begyndte at hamre løs på det meget omdiskuterede og ustemte klub-klaver! Så var der kun bådebroen tilbage til et par timers søvn, inden solen stod op over Øresund, og morgenroerne fra naboklubben veludhvilede kom forbi og fandt det fornødent at vække os med et 'Hva’ søren, ligger I der? God morgen!'. Ja, indtil I vækkede os. Og sluk så lyset!

Fra Nova vores verden gik...

Det var også en periode, hvor vi rejste meget. Ivö ved Kristianstad, på grænsen mellem Skåne og Blekinge, var stadig vores faste lejrplads. Der blev vist ikke roet så meget. Til gengæld var stemningen ved lejrbålet høj. Og når de sidste flammer var blevet til gløder, og nattekulden trængte ind gennem de uldne Færø-sweatere, hentede vi soveposerne og faldt i søvn - blandt venner.

Arme stakkel den natur-elskende morgenvandrer, der kom igennem lejren. Til langt op ad formiddagen lignede teltpladsen mere et katastrofeområde end en sportslejr. Men når vi havde ryddet op og var klar til hjemrejse, var det gode forhold til naboerne genoprettet, og vi var velkomne til at komme igen. Vi fik endda ros for, at der var mere rent på området, end da vi kom - og så havde vi, med vores svulmende overarme og i vore ansigters sved, også hamret naboens 24 stolper til den flydende bådebro et par meter ned i søbunden! 'Smörgåsar och läskedryckar och tackar så mycket!'.

At ungdomsroerne i mellemtiden havde sejlet hans jolle knastør - for benzin - omme på den anden side af øen, ni km væk, tog han pænt, men vi havde trods alt heller ikke hærget så meget, som gøngerne gjorde under deres frihedskamp 300 år tidligere
i samme landsdel!

Kom til Norge, min ven!

Vi fik også venskaber - og et par ægteskaber - i de andre københavnske klubber ud af det, når vi tog til Maratonuge
i Norge. Fire maratonløb på én uge, afsluttende med Nøtterøy Rundt ved Tønsberg.

Ved lejrbålet om aftenen på den lokale klubs private ø blev snakken om ugens oplevelser ikke mindre spændende end virkeligheden, godt hjulpet på vej af norsk hjemmebrændt og dansk toldfrit: En havde fået en norsk 'kjempe-torsk' på krogen - den gav han til det engelske landshold, der savnede lidt afveksling for den medbragte dåsemad.

En anden vågnede om morgenen flydende på sin luftmadras - inde i teltet; “Jamen, der var da kun et lille, bitte hul i teltbunden, og hvorfor skulle det netop være dér, hvor regnvandet løb ned fra klipperne?”

Og den grænseoversk(r)idende oplevelse ved at sidde på
'to-mands-lokum' uden skillevæg før starten i Farris. Ak ja, det løb, hvor gennem-førselspræmien var en ølåbner i rødt bånd og - en liter mineralvand!

Eller Svelvik-racet, hvor vi oplevede, hvordan elvens 10 km’s medstrøm stødte sammen med opblæst fjordvand på hjørnet af en flydedok og skabte en enorm æggebakke med meterhøje toppe - og hvor gennemførsels-præmien var en næsten ægte sølvteske med Svelviks (lands)byvåben.

Næh, så var der mere stil over det i Tønsberg, hvor der kom en hel lastvogn fuld af sponsor-præmier, alt fra sportstøj, over campinggrej til hundemad!

Af sted kom vi jo...

Det stadig tilbagevendende problem var transporten.
At vi overhovedet kom af sted - og frem - skyldtes lån af forældrenes, ikke altid velegnede, køretøjer, og færdselspolitiets nåde og barmhjertighed. Vi skulle jo gerne deltage i alle de nye TRIM- og maratonløb rundt om i Danmark.

Et år til Tour de Gudenå var en af chaufførerne kun 16 år, men da han havde islandsk kørekort - og i øvrigt var i gang med at uddanne sig til automekaniker og derfor havde nem adgang til firmabil, når mester var gået hjem - var der ikke noget problem; og han var vant til lange strækninger og trang plads i overhalingsbanen!

Et andet medlem kørte konstant rundt med en tekst i bagruden: “Only Screwing Beats Canoeing!” til delt morskab for de øvrige trafikanter, alt efter engelskkundskaber.

Antallet af kajakker stablet på biltaget var stort set kun begrænset af, hvor mange stykker snor vi kunne finde
i klubben inden afgang.

Et lejet folkevognsrugbrød med kajakker i tre lag, den øverste næsten fire meter over vejbanen, var én løsning - men et helvede at styre i sidevind på vej til Odden Færgehavn!

Endnu en ombygning.

Hjemme i klubben skulle der endnu en ombygning til for at fuldende den tidligere Nova-generations værk. Kommunen var blevet lidt mere nærsynet med hensyn til økonomien - 60’erne var definitivt forbi - men den frabad sig dog, at vi selv skulle stå for byggeriet.
Vi syntes da ellers, vi havde været gode til det i 73!

Sidenhen har vi udbedret en del af de professionelle håndværkeres huséren, så vi i dag igen har et klubhus med personligt præg.

“Smag” bliver vi aldrig enige om, men jeg synes nu, det er pænere end dengang, da klubstuen var halvt så stor, fugten drev af væggene, rotterne gnavede under gulvet - og en isvaffel kostede 2 kroner!

Nova indtager filmen...

“Palladium” og senere “Saga Film” havde for længst optaget sine sidste danske lystspil i de tre filmstudier bag sejlklubben, så bygningerne stod ubenyttede hen. Men en vinter “plankede” vi den og begyndte at træne i STUDIE 3.

Der var møgbeskidt overalt, kun en søvnig nødbelysning i loftet og ingen opvarmning! Gulvet var belagt med flosset papir, der havde været brugt i alle mulige kulisser; fra “marmorgulv” i operettefilm til “rå planker” fx i værtshus-scenen i filmen “Een pige og 39 sømænd”.

Men hallen var langt bedre end Nova’s klubstue til de 10 - 12 svedende, vintertrænende novanesere, for hvem rent træningstøj var dengang, det blev købt.

Erobringen af HAL 3 blev starten til et samarbejde mellem havnens klubber - vi blev taget på fersk gerning af de andre - og endelig havde vi noget andet og mere end Øresunds ubestemmelige fluidum at være fælles om.

Fællesture - om natten...

Der var ikke så mange fællesture med afgang fra Nova’s bådebro.
Men nattergaleturene på Mølleåen var sikre fuldtræffere hver gang. Ro af sted fra klubben ved 23’tiden en nat i maj måned i fuldmåne og vindstille, så har du inviteret dig selv på en fabelagtig oplevelse! At komme tørskoet i land ved Strandmøllen, bære båden over vejen og sætte den
i åen - ro så langt du orker og så lydløst, du kan - det er
kajakroningens optimale “nydning”. Glid gennem ådalen, lad synet vænne sig til det næsten uigennemtrængelige mørke, mens båden uden andet end en sagte klukken langs siden krydser gennem Dyrehaven, og så - midt i al stilheden - lyder der et skrig fra en af deltagerne!
Årrh, Herre Gud! Bare fordi en fisk af ukendt art og størrelse - men kold og våd - springer op i skødet og derefter forsvinder ned under dækket og spræller, så kajakken er ved at vælte, det behøver man da ikke at bryde natteroen for!

Det er da værre, når man sidder fast i mudderet midt på Stampemølledammen, og hverken kan komme frem eller tilbage og i ånden ser, at man må afvente højvande - til næste forår. Eller pagajbladet bliver fanget i et cykellig på åbunden lige under motorvejsbroerne, og det kun er hundrededele af sekunder fra, at man skal ro med de bare næver hele vejen hjem - drivende våd.

Men vi hørte nattergalene.
Og af og til lommelærkerne. Og der kunne fortælles mere. Men det vil jeg bare ikke! Jeg vil gemme noget til 100 års jubilæet!

Skrevet af Torben Klærke

I starten af 80’erne - det var dengang de valgte en fhv. skuespiller til præsident i USA, og der var rigtige isvintre, hvor man ikke kunne ro - tilbragte jeg en stor del af mine aftener med at træne i Nova.

Vi var en lille gruppe der mødtes for at tage “et par runder” inde i havnen, med intervaltræning og andet opslidende arbejde.
Formålet var selvfølgelig at blive bedre placerede i diverse kaproninger, og vi deltog da også i stort set alle de løb, som blev afholdt. Alligevel er det nok mest de sociale aspekter af klubben, der trænger sig først på, og det synes som en tid, hvor den ene fest afløste den anden.

Vi havde for eksempel en lille delegation islændinge i klubben på det tidspunkt. At de skulle være noget særligt gik allerede op for mig da en af dem, efter at have meldt sig ind i klubben og i alt roet 14 km, blev opfordret til at sidde bag i en toer til Kronborgløbet - der var vel en, som pludselig manglede sin makker.

“Det er ikke noget at snakke om, Rune”, sagde vi alle overbevisende, “du skal bare sørge for, at holde pagajen ude af vandet, når du bliver træt.”

Jeg skal sent glemme hans ansigtsudtryk, sammenknyttede hænder og blodvabler da han, efter en opslidende 5-timers tur endelig kunne lægge til ved broen i Helsingør.

Nå, det var jo ikke ropræstationerne jeg ville ind på. Nej, vore Islændinge sørgede altid for et festligt indslag ved sammenkomsterne. Som dengang en af dem ved solnedgangstid pludselig styrtede op på hegnet udenfor, for derefter at klatre op på Sejlklubbens terrasse, hvorfra den videre færd fortsatte op af Sejlklubbens tag og ikke endte før den øverste skorsten var besteget, til stor moro for de tilstedeværende, men måske ikke så populært hos vores 'overboere'.

En anden gang havde vi invaderet HK til en af deres så udmærkede fester. Her var det et kæmpe lindetræ, der skulle besejres, hvilket endte med en tur ned fra ca.10 meters højde, på hovedet vel at mærke.

Den tilkaldte ambulance blev ledsaget af en politistyrke, der skulle udrede forholdene. Vi svarede: Jo, det var altså denne her Islænding...”. “Nå, det forklarer jo alt, så er vi skredet” var betjentens udgangsreplik.

Mens vi er ved Kronborgløbet, så må man sige, det havde en lidt anden karakter dengang. Hvor der i dag er ryddet for kajakroere i Helsingør en times tid efter den sidste roer er kommet ind, så bød traditionen at vi dengang spiste og festede i Krogens bådehus. Nova var altid repræsenteret til overmål ved disse fester, hvor mange utvivlsomt har de bedste minder fra. For eksempel var det her jeg i begyndelsen af firserne fik mit heldigvis i dag lidet udbredte øgenavn “Epoxy Henry” efter jeg faldt i søvn i Krogens bådreparationsrum blandt adskillige dåser Epoxy og andre, utvivlsomt giftige, reparationsmaterialer.

Jeg var i hvert fald yderst omtåget da jeg fandt min vej op til bageren i Helsingør næste morgen.

Det samme Kronborgløb var meget succesrigt for Nova på det kaproningsmæssige plan. I starten af firserne kom der en række nye medlemmer med baggrund fra Danmarks Højskole for Legemsøvelser, unge sportstrænede mænd med svulmende overarme. Navnlig Bengt Dohlman, eller Dolle, som vi bedre kender ham, satte helt nye standarder ved at totalt misforstå ordet vintertræning. Han brillerede ved, også i sæsonen, efter at have fuldført sin træning på vandet i den berømte båd ‘Osten’ at fortsætte med styrketræning inde i vægtrummet. Helt uhørt, og vi var alle enige om, at det ikke kunne føre noget godt med sig. Men vores fordomme blev gjort til skamme, da Dolle i flot stil kom ind som nummer et til Kronborgløbet, en helt utrolig præstation af en, som blot havde roet kajak et par år.
Men så roede han altså også over 3000 km i Osten det år.

Som nævnt var vi ret ofte med til diverse kaproninger som aktive deltagere.

Nova udmærkede sig dog også ved at levere frivillig arbejdskraft i form af hjælpere til diverse stævner.
For eksempel var vi 'ældre' aktive roere vældig gode til at overbevise de nye, unge aspiranter (og de var faktisk ret unge dengang, vi havde virkelig junior medlemmer...) om at en nødvendig forudsætning for et rigt, aktivt kajakliv var, at man havde været med på Bagsværd og ligget ude på en tømmerflåde i timevis under et stævne for at holde kajakkerne på plads før starten på 500 og 1000 m løbene.

Behøver jeg at fortælle at det som sædvanlig styrtede ned ved disse lejligheder, og at der ikke var nogen, som havde nævnt overfor drengene, at de burde tage regntøj med?

En anden inspirator til frivilligt arbejde var tidligere formand Torben, som avancerede til formand for Københavns Kajakkreds, hvor han blandt meget andet var med til at arrangere det første officielle Marathon World Cup løb i Københavns Havn i 1983. Ved stævnet så man så prominente tilskuere som Mogens S, Nina, Svend og Christina. Det må også nævnes at dameklassen blev suverænt vundet af Lene Viskum, i perioder medlem af Nova og deltager i fester udenfor kaproningssæsonen.

For at gøre unge opmærksomme på kajaksporten, deltog vi dengang aktivt i Gentofte Kommunes program,
“Sjov Sommer”, hvor et par medlemmer ofrede hele og halve dage i flere uger af sommerferien. Det var sjovt om end noget anstrengende, men frem for alt gav det nogle børn en hel masse gode oplevelser, og flere meldte sig siden ind i Nova, hvor de nu er blevet en del ældre...
Vintertræningen var et kapitel for sig. Jane Fonda var kun lige kommet frem med sin aerobic, og det var ligesom ikke rigtigt slået igennem i vor klub. Alligevel var det ikke ualmindeligt med en fyldt Hal 3, som netop var blevet omdannet til sportshal.

I starten slæbte vi kasser med håndvægte og stænger ind fra garagen inden hver session, senere kom tortur-stativet til og blev flittigt brugt.

Men det de fleste nok husker med gru var de opslidende
ro-øvelser der under Jørgen Wrems kyndige ledelse blev en traditionel afslutning på programmet.

Bevæbnet med en håndvægt i hver hånd stillede vi os i en rundkreds og udførte ro-øvelser. Wrem kommanderede tempoet, og havde ydermere den fordel, at han var den eneste som vidste, hvor langt vi var i programmet. Og han stoppede som regel ikke, før alle andre end han selv måtte bukke under for mælkesyren og skrigende kaste sig til gulvet med arme så pumpede som Arnold Schwarzenegger’s.

Tour de Gudenå har altid været et ‘must’ for mange Novanesere, og 1982 var et helt specielt år for Anders og jeg. Det var endelig lykkedes mig at kvalificere mig til at komme ned i en toer med Anders, så vi stillede op i tur-klassen. Og da vi sammenlagt havde næsten 5000 km på bagen fra sæsonen lykkedes det os ikke bare at vinde, men også at skære over en halv time af rekorden. Det var vi stolte af, og samtidig imponerede det en flot ung dame fra Dragør så meget, at hun ikke lod Anders ude af syne hele vejen hjem fra Jylland - og de er forresten stadig gift.

Der var også Øresundsløbet hos Klampenborg Kano og Kajak Klub, hvor vi var meget aktive i de år, og sågar formåede at skrabe en del point hjem til Nova. Det foregår jo altid søndag morgen, og blev dengang afsluttet med en hyggelig frokost i KKKK. Selvom jeg hjalp til at score points må jeg nok desværre tilstå at jeg også har medvirket til at forhindre os i samme. Det var dengang da jeg besluttede at holde fødselsdagsfest dagen inden løbet, hvor naturligvis alle de, der skulle op og ro var inviteret med. Det gik vist lidt hårdt for sig, for da Lene og jeg næste dag slæbte os op til KKKK viste det sig, at vi var de eneste fremmødte fra Nova - alle andre var indisponible.

I de mange år, jeg har været medlem, har Nova givet mig rigtig mange gode oplevelser og kammeratskaber. En stor tak herfra, og rigtig hjertelig til lykke med den runde fødselsdag

Skrevet af Hans-Henrik Viskum

Når man har fået den ære at være med til at skrive lidt af klubbens historie, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de herlige, anstrengende, sørgelige, udfordrende og morsomme oplevelser og alle de gode venner, som klubben har bidraget med. Jeg har lært ligesindede at kende i hele Danmark: Fra Dragør til Struer over Sønderborg til Holte osv.

Det har også gennem kajakroningen været mig en meget stor ære, at have trænet og roet sammen med nogle af kajaksportens allerstørste navne: Jesper Lützen, Jørgen Wrem, Søren Jans, Johnny Jensen, Hans Henrik, Flemming Matthiesen, Anne F J-S, Rørhauge, Bøje Hansen, Per Spejder, Erik Skovlund, David Packness og Henrik Vedel, det puds.

Jeg har været til hof hos kystens dronning, Ruth, hvor der blev serveret kaffe med ‘fløde’ Alt i alt en masse store oplevelser.

1984:
Det var atter et af de år i Nova’s historie, hvor der var nogle medlemmer, der kunne afse lidt tid til, at introducere ungdommen fra oplandet i kajakroningens glæder gennem 'sjov sommer i Gentofte'.

Der blev arrangeret hyttetur til Karise med klanen som primusmotor: Boisen, L.P, Viggo og Steen, der som altid stod for maden. Under opholdet blev der konkurreret i electric-boogie og O-løb. Som noget enestående ifølge arkivet var L.P.’s storetånegl i synlig bedring, da han var holdt op med at bide i den.

Søren Jans og Anders blev på Bagsværd Sø efter DM-sejr
i toer-kano udtaget til at repræsentere landet i en dragekaproning i Stockholm. I en dragekano sider der cirka 20 roere, en rorsmand og en trommespiller til at holde takten.

I Stockholm boede Søren, hans far Jørgen og jeg privat hos nogle meget søde mennesker, som serverede kaffe, der var så tynd, at Jørgen spurgte, om de havde noget Nescafé til at spæde op med.

I Stockholm kører pissoirerne lige pludselig - ikke rart! Det var nu en affaldscontainer på en lastvogn, men tilsyneladende det eneste diskrete sted for mig.

Danmark blev nr. 2. Og gik glip af en tur til Singapore, slået med kun 2 cm.

Anne, Dorte B. og Anders roede 135 km. på Weseren.
Steen 80 km. uden træning.

Claus Hilborg, Steen, Dorte, Lisbeth, Mik og Søren Bagger (som også var rundt i 1982) roede Sjælland Rundt på 14 dage og kunne fortælle hele den næste vinter fra turen - nogle brave roere.

Historien om Sjælland Rundt blev bragt i Novissimum september 1984 og er sjov læsning. Historien er skrevet i dagbogsform og alle væsentlige højdepunkter er beskrevet: Nogle dage roede de op til 74 km. Våde soveposer, flytning af sten for at kunne slå telte op og primitiv madlavning og så pludselig en Martini-terrasse hos Steen’s tante.

Kaproning 1984:
Venø rundt: Anders k1-kap. nr.1
Sundløbet: Anders k1-kap nr.2
Susåløbet: Nina G k1 tur. nr.1
Kronborgløbet: Hans-Henrik / Anders k2 kap. nr.1
TdG: 19 sunde kajakroere fra klubben deltog.

Øresundsløbet: Hans-Henrik, Anne, Svend, Kim og Anders:
vi vandt det hele, og især whisky-løbet. Der var senere fællestransport hjem af folk fra klubben, idet ingen kunne ro forsvarligt.

1985
Af de meget store ting, der skete i 1985 var at Torben Klærke gik af som formand. Men det var ikke kun en formand, som dette år skulle vælges, idet Jesper Rønnebech og Kim Thorsen udtrådte pga. medicinstudiers færdiggørelse.

Torben var blevet formand for Københavnskredsen og dermed bestyrelsesmedlem i forbundet og mente derfor ikke, at han kunne klare alle posterne med det engagement, han plejede at lægge for dagen. Hans-Henrik valgtes til formand.

Claus Hilborg blev sejlet ned. Det var en meget ubehagelig oplevelse, og som vi siden har erfaret, er det meget svært, at få sejlerne til påtage sig skylden, da de altid mener, at have retten på deres side, men Hille er heldigvis politibetjent.

Hans-Henrik lagde ud med sædvanlig snilde til at fokusere på de væsentlige punkter i klubbens hverdag.

HH’s første lov lød:

Cykelstativer - Nej Tak!!
Det er forståeligt med den værdi en cykel repræsenterer
i dag, at nogle nødigt vil efterlade deres cykel udenfor, mens de er ude at ro, spille badminton eller lignende.
Men cyklen hører ikke hjemme i bådskuret op ad pagajerne og de vil fremover blive fjernet.

Vi havde vist alle forstået det klare budskab, der lå i den nye strenge kurs, HH lagde for dagen.

Klaus Rørhauge blev aktivt medlem i Nova og træningen fik en anden lyd. Vi blev trænet sønder og sammen hver dag, altid præcist til tiden og ingen slinger i valsen. Klaus roede i årene 1985-1987: 3834 + 4626 + 5001 km.

Da nu alle vore kroppe kom til at ligne Rørhauge’s, blev klubben nødt til, at investere i et nyt lager af træningsdragter.

Det var naturligvis synd for alle dem fra HK, som deltog i vor træning. Men de har jo aldrig været for smarte
i “tøjet” derovre.

Årets hyttetur gik til Steen’s sommerhus i Hornbæk med indlagte quizzer, lege, samt masser af mad og drikke. Vittigheder, historier og hygge, og ingen kajak - FEDT.

Nova afholdt badminton-turnering, der blev afsluttet med en FED julefrokost. Hvem der vandt vides ikke, men det var indviklet.

Året sluttede med en Galla Nytårsaften, hvor selveste Hollywood ikke kunne have hamlet op.

Kaproning 1985: Venskabsmatch. Her vandt vi som sædvanligt alt det væsentlige. Vi sørgede også for underholdningen: Under løbet i k2 mix., kom Hans-Henrik og Lene Larsen op at tottes pga. deres placering, så alvorligt og så højtlydende, at det endte med, at den eneste løsning HH mente passende, var en tur i baljen før målstregen for at køle Lene af.

Nogle af de gode resultater:
TdG: Anne k1-tur nr. 1
Anders og Hans-Henrik k2 kap. nr.9, kun slået af Nationscup-roere.
Kronborgløbet Hans-Henrik og Anders k2 kap. nr. 1
Anne k1 kap. nr.1 (begge både i ny rekordtid og Anne’s er først blevet slået i 1994).
Susåløbet: Anders k1 tur. nr.1 - Anne k1 tur nr. 1
Anne, Anders og Steen deltog på Weseren.

1986
Atter startede året med et formandskift. Hans-Henrik drog til USA for at arbejde. Claus Hilborg blev valgt til formand og satte straks politimæssig skik på hele bestyrelsen: Alle fik et ansvarsområde, som oven i købet blev offentliggjort.
Der blev også opbygget en prioriteringsliste over hvad vores kontingent skulle bruges til etc..

Begynderinstruktionen blev også sat i system af Mogens, Steen og Anne, hvor bl.a. diverse øvelser og prøver blev sat op i skemaer.

Klaus Rørhauge, trænede som en sindssyg det år, for at blive den bedste i klubben, han ville vinde noget og lagde derfor ud med den eftertragtede titel “Årets Bademester”, så hans mål blev opfyldt.

Weseren blev atter godt besøgt af novanesere: Steen, Anders, Mogens, Anne og Dorte, som alle roede 135 km ud i et hug.

Med Mogens Seidler, som mesterkok, afholdt vi Hellerupmesterskaberne, hvor vi atter var dominerende i antal sejre over HK.

Der afholdtes veteranfest, hvor alle de “gamle kæmper” mødtes og kunne fortælle løgnehistorier fra dengang “hvor mænd var mænd”- og “kvinderne de klogeste.”

10 personer tog til Canoe World Meeting i Sverige, hvor der ventede 70 km’s regnfuld roning, med overbæringer, fosser, og overnatning på en lokal skole, sammen med ca. 700 andre.
Søren Kuhn og Lars Viktrup blev nr. 1 motionsklassen.
Anne nr. 3 og Anders nr. 4 i eliteklassen.

Da Anne også deltog i et par af Sverige’s andre grandprixløb med flotte placeringer, var Anne den første i Danmark, der vandt pengepræmie (500 kr.) ved at blive den 4. bedste kajakroer i Sverige.

Batmintonsketcherne blev udskiftet med dartpile. Dem mente Steen var nemmere at medbringe på hans lokale steder, så Nova afholdt Dartmesterskab i stedet for.

Slut på året blev der lavet et blad til klubbens begyndere, for at informere dem bedre om klubben.

Bådlejen afskaffedes og dermed blev Viggo’s arbejde som kasserer noget lettere.

Kaproning 1986:
Flere af de gode resultater: Sundløbet: Anders K1 kap. nr.1. Maribo Regatta: Rørhauge og Anders K2 kap.nr.1 (500 m)
LD-DM: Anne K1 tur nr.1
Anders K1 tur nr.1 og med Flemming Matthiesen ARK
k2 tur nr.1. Anne og Anette Henckel DKK k2 kap. nr. 3
TdG: Anne K-1 Tur nr.1
Anders og Flemming Matthiesen ARK k2 tur nr.1

Skrevet af Anders Frejberg

For små 25 år siden, fik jeg kendskab til Nova. Dengang var jeg medlem af Dragør Kajak Klub, hvor vi fik nys om at novaneserne var et folk til fest og farver og andet end blot kajakløb, hvor Nina og Dorte ellers var de seje damer i klubben.

Vi tog til nogle gode fester i Nova: kinesisk fest, julefrokost og noget med LP og Viggo’s ‘Hongo bongo stik mig en Congo (med lidt whisky)’ og novanesere kom til nytårsfest hos DKK og ikke mindst til Weserløbet, en tradition vi havde i mere end 18 år.

1987
Jeg var langt om længe blevet en ægte novaneser. Det bliver man som bekendt ikke bare sådan lige med det samme! Forgæves stillede jeg op til kampvalg for at komme i bestyrelsen sammen med Kisser. Det projekt lykkedes aldrig for mig, lad os sige, at det var fordi min Anders allerede sad solidt plantet fra 87 som formand og dér blev han jo, som bekendt, til 1998.

Årene bar præg af at vi havde mange unge i klubben, endda flere under 18 år blandt andet brødrene Simonsen, Ulrik Skytte-P , Tobias Qvistorf og Jakob Hugod, der var meget aktive i såvel klubliv, som på ro-banerne. Tobias vandt junior-k1-kap på Mølleåen, hvor Jakob og Ulrik blev nr 2 i k2-kap og også gennemførte 120 km på Gudenåen.

Anders og jeg vandt en hel masse k1 turløb, men det sjoveste det år var faktisk sammen at vinde herre i k2 kap ved Rönneåløbet, for ved præmieoverrækkelsen undrede flere svenskere sig over den ene herres lange fletninger.

Ved samme løb blev Rørhauge nr. 2 i k1 kap. Han var Nova´s tronarving og han sled bravt i det: blev nr 2 til Kronborgløbet og nr 4 i k2 kap 10000 m med Anders ved DM på Bagsværd Sø. I 1987 roede han 5001 km! En rekord, der er svær at slå!

Nova indkøbte de nye toer-kajakker, Tirana, afløseren for Duetten, hvad vi ikke vidste var bare, at den tager mere vand ind i bølger end en kaptoer, så Amager Rundt endte for mange af os med, at vi sank på sydspidsen af Amager, fik en lang gåtur ind til Bryggen, fik mange mygge-stik og kom lidt forsinket til årets bryllup mellem Tina og den ellers inkarnerede ungkarl Søren Bagger.

Nova var i disse år den bedste klub (det har den jo altid været!) i den gamle Øresunds-kreds og vi vandt stort ved Øresundsløbet, Venskabsmatch og Hellerupmesterskaberne, hvor vi også deltog i nogle store livlige fester.

Selv om sommeren blev kold og blæsende var der meget liv i klubben og 37 deltog i begynderinstruktionen

Vi fik tildelt en ny og større garage i gården og indrettet bådeskuret mere praktisk.

I efteråret tegnede Anne nyt køkken, det vi har i dag. Bulder stod for nedrivning, Anders fandt penge, Mogens lavede vvs, Rørhauge, Iveco-Mads, Bio-Claus og Jakob Hugod satte op samtidig med at flere andre af klubbens medlemmer afholdt dart-turnering.

1988
Klubben benyttedes fra morgen til aften. Tidligst dukkede Preben Nielsen og Viggo Møller op og roede efter fælles morgenmad.

Viggo har i mange år trykt Novissimum, hvor Helle Gleie og Lotte Sehested var redaktører i 87-88 efter Søren Kuhn, Lars Viktrup og Birgit Lindbo.

For 3.gang i træk fik Anne bronze i k2-kap ved langdistance DM. Denne gang med Merethe fra Palo og vandt for 4.gang i træk k1 tur på Gudenåen.

Og drengene i klubben var ret gode: Anders og Rørhauge vandt bronze ved DM k2 kap 10000 m. Anders vandt Kronborgløbet i k1 kap, hvor Jakob vandt med Martin fra Skovshoved.

Anders vandt med Flemming DM i k2tur og de blev sammen med Bo Leihof (SR), Michael Holck (Odense) udtaget til landsholdet for at ro race over Skagerrak. 135 km i havkajak. Mao fra Palo og jeg fik lov at komme med som hjælper og fotograf i en større motorbåd. Der var i det hele taget stort presseopbud, men vi så aldrig andre billeder end dem vi selv tog?!

Løbet var helt fantastisk: Skagerrak var flad den dag , solen skinnede fra Hirtshals til Kristianssand og vi sluttede på byens fineste hotel med dinner, kandelabre og gode senge, som man jo ikke er vant til, når man ellers er til kajakløb. Holdet fik forresten en tredjeplads og vandt en check på 5000 kr.

Rørhauge stillede op for ARK så Anders vandt kilometerræset hos herrerne med 3167 km. Anne vandt hos damerne og lavede klubrekord ved at blive den første over 2000 km.

En rekord som Vibeke senere slog i -92 og Anne Marie i -95.

1988 var også året hvor barmanden Ulrik Storr-Hansen forlod sin post i vores, dengang kaldet, Starrbar og Ebbe M overtog.

Starrbar var ellers blevet indviet året forinden ved en af mange improviserede fester, denne en søndag efter DM på Bagsværd, hvor vi fejrede Anders og Rørhauges 3. plads.

Af de mere vilde ting bør nævnes at vi holdt fælles nytårsaften i HK sammen med ARK, der jo er et særdeles lystigt folk, så der kan ikke berettes meget fra den fest, som ingen husker.

1989
Som sædvanlig havde vi mange hyggelige og festlige stunder
i og udenfor Nova. Vi havde i disse år større fællesskab med HK, noget som jeg håber må komme igen, for det er hyggeligt at besøge hinanden i de forskellige klubber (og de har en god sauna).

Vi var på Weseren med Dragør og ARK, HK og Esrum.

Den gamle Øresundskreds (HK, Nova, Palo, Skovshoved og Klampenborg) kom der liv i igen: Vi holdt flere møder med mad, og enedes om flere fælles arrangementer.

Til årtiers varmeste DM i Sønderborg vandt Kisser og Anne k2 tur. Anders og Flemming fra ARK vandt sølv. Anders vandt Sjællandske Mesterskaber og Vallensbæk i k1 tur, vandt med Anne mix k2 i Mariboregattaen og blev nr 2 på Kronborgløbet efter den berømte Svenning fra Silkeborg.

En rigtig hyggelig klubtur gik Saltholm Rundt. Det er en dejlig plet i Øresund, hvor sæler lå og solede sig på stenene på sydspidsen. Gad vide hvordan der bliver når Øresundsforbindelsen nu tårner sig op.

I slutningen af året startede renoveringen af klubstuen, som Ebbe M tegnede forslag til.

Inden Bio-Claus skriver videre vil jeg ønske tillykke til vores Nova med de 75 år.

Vi skal værne om vores gode klub ved ikke at glemme dens fortid, gøre en lille indsats i nutiden og glæde os over,
at den har en fremtid så længe vi blot passer på den.

Skrevet af Anne F J-S

Ledelse
En begivenhedsrig tid og starten på en ny periode i Novas historie. Bestyrelsens hårde kerne bestående af Anders (El Gordo) Frejberg (formand), Kirsten (Kisser) Bagger, Birgitte Aabech, Mogens Seidler (næstformand), Klaus Rørhauge sidder stadig i begyndelsen af perioden med forfatteren som eneste nyere med lem (kasserer). Gennem perioden sker der en del udskiften i bestyrelsen, såvel som der er perioder, hvor bestyrelsen er reduceret.

Efter generalforsamlingen i 1992 består bestyrelsen således af Anders, Kisser, Ulrik Storr-Hansen (Bulder), Vibeke Dam Hansen og jeg selv. Birgit Petersen og Bo Alkestrup (Turbo) var inde som bestyrelsesmedlemmer mellem 1990 og 1992.

Klubbens rammer.
Efter mange års slid på klubstuen var en renovering påkrævet. I trend med tiden fik novaneser og arkitekt Ebbe Michaelsen M.A.A. med inspiration fra cafémiljøet frembragt tre forslag til klubbens konkurrence om nyindretning af klubben.

En stilren model med en langbænk i klubstuens havneside vandt og blev sat i værk. Den gode ide med dette forslag var at integrere klubbens indendørs miljø med terrassen ved nogle gennemgående linier og dermed skabe en helhed kun brudt af glasfacaden mod terrassen.

Imidlertid møder kompromisløse løsninger ofte modstand. Så ved projektets færdiggørelse stod det klart at den arkitektoniske løsning, sin skønhed tiltrods, ikke opfyldte medlemmernes krav til hygge. Bænken blev afkortet mod terrassen (så nu er der kun tre der kan score ad gangen) og integration blev brudt. Undskyld Ebbe.

Et hyggehjørne med et par stole og en sofa blev installeret. Så nu får man i hvert fald ikke siddesår, når man ikke sidder i kajakken og nyder den fabelagtige udsigt fra klubben. Mange af klubbens medlemmer deltog i denne renovering, som også indebar ny elinstallation ved elektriker TurBo, nyt loft ved Hille (Claus Hilborg), Tina Hilborg, Ebbe og Torben A., som sammen fik frembragt et loft fuldt på højde med hvad man kan købe sig til.

Vi fik efter flere års laksjaskeri en professionel overfladebehandling af klubstuens gulv og nye lyse farver på væggene. Rørhauge bidrog med beslagene til bænken. Ja, det kan betale sig at have nogle håndværkere, der kan deres kram i klubben.

Klubstuen fremstår i dag med sit lyse indbydende miljø, som et resultat af det arbejde, der blev afsluttet i 1991. Tak til alle som gad.

Roning.
Sportsligt set var disse år tiden hvor storhed stod for fald og starten på en periode hvor kvinderne i højere grad end mændene profilerede klubben ved konkurrencer.

Klaus Rørhauge klubbens håb og muskelmand besluttede kort efter ikke at bruge Nova, som træningssted, i håb om bedre at opfylde sine sportslige ambitioner ved at træne i ARK, hvor træningsbetingelserne var bedre.

Anders Frejberg droslede træningen ned, men han har jo en stor krop, som der kan være meget form i. Man kunne fristes til at tro at Anders´ form er omvendt proportional med træningsmængden og direkte proportionelt med kropsvolumen. Min profeti, fra 3 år tidligere, om at banke storgrinende Anders og Rørhauge gik næsten i opfyldelse, idet jeg slog Anders på 10.000 m ved klubmesterskaberne 1990. Han mumlede vist noget om en rorline.

Alligevel en træningsmæssig set fantastisk tid, hvor hovedsageligt Anders, Rørhauge, TurBo, Bulder og jeg sammen med bl.a. HK's roere trænede 5-7 gange om ugen + vægttræning (altså hvordan man kommer til at veje mere).

Så bl.a. derfor lykkedes det Nova (Anders, Hille, Bulder, Lars Viktrup, Ebbe Michaelsen, TurBo og Bio) med hiv og sving at vinde Danmarkspokalen i K1 tur, som bedste klubhold på marathondistancen i 1990. Sportsligt set har herrerne nok ikke siden lavet så godt et klubresultat i seniorklassen.

Resultatet ved Tour de Gudenå 1990, hvor jeg vandt sølv i k1-tur (jeg blev stort set altid nummer 2), Hille bronze i k1-tur og Kisser og Tina Hilborg fik guld i k2-tur, indvarslede samtidigt den nye tid, hvor kvinderne dominerede den sportslige side (Anne har nu altid været go').

Ved Kronborgløbet i 1991 vandt Nova sølvkajakken (Anders sølv i k1-tur, Hille (bronze i k1-tur) og Birgit og Lars (Guld i k2-mix) Bulder og Morten Albertsen som bedste klub. Ved Gudenåen i 1992 blev Kisser og Vibeke nummer ét i k2-tur. Det skyldes jo nok altsammen at flere af klubbens prominente par blev forældre (det må således være hårdere at være far).

Klubliv
For mit vedkommende bestod klublivet af samværet under træningen, klublivet i almindelighed og ikke at forglemme nogle fede fester.

Men også andre samværsformer var fremme. Den populære weekendtur til Ivö, hvor blandt andre Jens (Jap og pioner inden for roning i snabelsko - øhe - havkajak), Birgit P og Morten Albertsen var med, blev afløst af nogle lige så populære ture til Tåsinge, hvor Vibeke Dam Hansen's forældre velvilligt har stillet deres lystgård til rådighed for klubbens eskapader lige siden. Afgjort et "must" for folk som er vilde med leverpostej-madder, pølser med ketchup og sommerhushygge.

Skrevet af Bio-Claus Bornæs

Da jeg blev anmodet om at skrive et par siden til Nova´s 75 års jubilæumsskrift, var det ikke så let at vige udenom.
Det var vores daværende formand Anders Frejberg, der bragte ordren, og som også mange kvindelige kajakroere gennem tiderne har måttet erfare, er han ikke særlig nem at afvise.

Samtidig må jeg erkende, at Nova har betydet meget for mig, lige siden jeg blev medlem for nu efterhånden 23 år siden. Det har været 23 år med en masse gode oplevelser både sportsligt og kammeratligt.

Årene 93, 94 og 95 er den periode, som jeg har fået til opgave at beskrive i Nova´s nu 75 år lange historie. Det kan lyde meget enkelt, men det er ikke så nemt endda på to A4 ark at skulle redegøre for både konkrete begivenheder og de forandringer, en klub som Nova løbende gennemgår.

I forhold til slutningen af halvfjerdserne, hvor vi måtte lave vintertræning i klubstuen under sergeant Jørgen Wrem’s strenge ledelse, synes jeg, der er sket store forandringer. Og man må takke klubbens bestyrelse gennem de senere år, med Anders i spidsen, for de meget fine forhold, vi har i dag med gode omklædningsrum, andel i badmintonhal og styrketræningsrum o.m.a.

Uanset årstal og forhold, er der næsten altid blevet roet en masse, holdt fester, solbadet på terrassen, deltaget i løb hos andre klubber, lavet vinter-træning og i øvrigt gjort alt det, som man sædvanligvis gør i Nova. Historien gentager sig år efter år, så på den måde ligner klubben stadig sig selv. Men det skaber forandring, at mange fra min generation har trukket sig ud af klublivet p.g.a. flytning, job, børn osv. Faktisk er der ikke ret mange af dem tilbage. Det er sikkert ikke så mærkeligt, men jeg synes, det er vemodigt, at det er gået sådan.

Heldigvis kommer der hvert år en del nye medlemmer med ny energi og lyst til at sætte deres præg på tingene. Derfor har der også altid været en livlig debat om, hvordan ledelsen af klubben skulle tilrettelægges. Nogle ønsker fornyelse, og andre vil bevare det bestående osv. osv. Det hører med til Nova-livet, at tingene fungerer på den måde.

Årene 1993 – 95 var desværre i den henseende ikke særlig lykkelige år i Nova´s historie, idet meningsforskellene ofte var store. Og selvom jeg beklager det, er mit indlæg også betydelig præget heraf.

Således skulle 1993 blive et krigsår for så vidt angår klubstuens renovering og indretning. Ebbe Michaelsen, der er uddannet arkitekt, var af bestyrelsen blevet anmodet om at udarbejde et forslag til et sammenhængende projekt for den fremtidige indretning.

Men da projektet ikke skred frem planmæssigt, valgte bestyrelsen selv at foretage ændringer. Og målet blev fyldt, da de indkøbte en rød stofsofa uden Ebbes godkendelse. Ligesom arkitekt Jørgen Utzon trak sig ud af musikhuset i Sidney, trak Ebbe sig, efter generalforsamlingen den 3/3 1993, ud af dette projekt. Det efterlod stor bitterhed på begge sider, og resten af 1993 diskuterede medlemmerne uafladeligt for og imod Ebbes forslag.

Kort efter, i maj 93, vælter Ebbe på sin cykel og brækker kravebenet. Hvad kan den slags opgør dog ikke føre til.

Novissimum udkommer i maj og august 93, men det sker ikke med stor hjælp fra klubbens medlemmer. Redaktionen, med uopslidelige Anne Juhl-Schmidt i spidsen, må selv skabe bladet.
Der kommer ingen indlæg fra medlemmerne, hvilket redaktionen selvfølgelig finder utilfredsstillende.
Vi er mange, der kan gå rundt med dårlig samvittighed af den årsag, men tak til Anne, Kisser og Vibeke for de underholdende Novissimummer, der alligevel så dagens lys.

1994 blev et år uden Novissimum og et år, hvor bestyrelsen ikke ønskede at afholde standerhejsningsfesten, uha ! Om livet i Nova i 1994 findes der derfor kun et mere begrænset materiale, hvoraf det bl.a. fremgår, at klubben fik ikke mindre end 24 nye medlemmer, og at der blev roet 29.655 km. af 101 aktive.

Bestyrelsen gjorde i året en stor indsats for at videreføre planerne om at forbedre klubbens faciliteter, og det lykkedes Anders at skaffe tilskud fra kommunen, således at forbedring af toilet og omklædningsrum kunne opstartes.

Trods de gode resultater, både sportsligt og materielt, måtte bestyrelsen fortsat forholde sig til en udbredt utilfredshed blandt en del af klubbens medlemmer.

Lige meget hvad bestyrelsen gjorde, var der kun lidt hjælp at hente blandt medlemmerne, og der er ingen tvivl om, at det var særdeles utilfredsstillende for dem.

Men 1995 skulle blive året, hvor man havde forberedt sig på at løse problemerne ved regelmæssigt at afholde medlemsmøder og ved i højere grad at inddrage medlemmerne i klubbens arbejde. Planen var et halvt ton forskellige udvalg, således at de enkelte fik ansvar og indflydelse. Samtidig sørgede bestyrelsen for, at samtlige traditionelle arrangementer blev afholdt, og redaktionen af Novissimum trak i arbejdstøjet igen.

Selvom ikke alle problemer kunne løses på 5 min., og de nævnte udvalg fik en lidt fortumlet tilværelse, var der givet en vis respekt for den gode vilje, og jeg synes, tingene kom til at fungere bedre.

Som nævnt i starten har det været nødvendigt at begrænse sig, og nogle mener måske, at der er prioriteret forkert.
De der fik børn i de år synes sikkert, at det burde have været nævnt. Mogens Seidler og Ebbe Kristensen, der begge blev 50 i 1995, synes sikkert, at det burde med. De der vandt vigtige løb er givetvis rasende over ikke at være blevet nævnt. Kisser der i 1994 takkede af efter 10 års bestyrelsesarbejde synes sikkert, det ville have været på sin plads, at hun blev nævnt.

Sådan er det i Nova, nogle mener det ene og nogle det andet.


Skrevet af Søren Bagger.

Sædvanen tro blev der afholdt generalforsamling i marts.
Til formandsposten var der 2 kandidater, Anders Frejberg, der genopstillede og Bent Aabin som modkandidat. Der var, som mange nok husker, stemmelighed, hvorfor der blev indkaldt til ekstra-ordinær generalforsamling, sjældent er så mange novanesere mødt op.

Enden på den historie var, at Anders blev genvalgt med stort flertal.

En ellers lidt uddød tradition blandt novanesere, Weserløbet, blev genoplivet. Dette smukke 135 km. lange løb, kræver at man er en udholdende kajakroer og iøvrigt kan indtage en vis mængde alkoholiske drikke for at dulme smerterne og overleve.

I løbet af sæsonen blev en mindre gruppe medlemmer meget begejstrede for havkajakken og dens særlige muligheder. En del medlemmer har siden gjort meget for at udbrede kendskabet til og glæden ved havkajakroning. Jeppe Sindal har gjort sit for at skabe opmærksomhed om dette fartøj, bl.a. på forsiden af “Kano og Kajak”.

Dette var også året, hvor Hans-Henrik Viskum væltede Anders Frejberg af pinden som klubmester på 1000m. Vi tager hatten af for Hans-Henrik, som har været i stand til at planlægge sin træning igennem 23 år, for at toppe på netop denne dag.

I august var der VM i Stockholm og i den forbindelse, blev der også arrangeret veteran VM, hvor Nova havde deltagere.

Af medaljebåde skal nævnes Anne Juhl-Schmidt og Anne-Marie Hoffmann, som vandt sølv i k2-kap, og Lotte Hedegård, som vandt bronze med sin makker fra Dragør. Arrangementet blev afholdt på Vaxholm, som er et usædvanlig dejligt sted i skærgården.

1996 var på mange måder et mindeværdigt år, bl.a. vandt den toptunede novaneser Lars Peter Hansen (LP) handicap-turneringen, og vores gymnastiklærerinde gennem mange år Charlottte Møller tillod sig at få barn og aflyste gymnastikken den vinter.

Kolmos vandt endnu en gang old boys klassen ved orienterings-løbene, giftede sig, fik dårlig ryg og har ikke kunnet løbe siden.

1997
Nova måtte indføre medlemsstop længe inden standerhejsning, da klubben året før havde haft en overvældende tilgang af nye medlemmer. Først sent på sommeren blev der alligevel lavet
et enkelt begynderhold.

Bestyrelsen dette år blev et rent, men næppe et stuerent herreforetagende og hvornår er der egentlig kommet noget særlig spændende ud af det ?!

Tequilaen nærmere betegnet body-tequilaen holdt sit indtog i Nova til standerhejsnings-festen og satte absolut sit præg på denne og efterfølgende fester.

I juli tog Hanne Jensen og Jesper Holm initiativ til at arrangere stor legedag i kajak, tilslutningen var stor og arrangementet en succes.

Tour de Gudenå entusiasmen var bemærkelsesværdig hos de ganske få brave novanesere som drog af sted, til trods for ualmindelige dårlige vejrmeldinger.

Det krævede sin mand at stride sig igennem orkanen over Mossø. De seje, der gennemførte løbet, var Morten Albertsen, Jesper Holm-Nielsen og Arne Drygård.

Standerstrygningsfesten blev noget ganske andet end tidligere set i Nova. Festarrangørerne, årets begyndere, klædte sig selv og klubben ud i “alt godt fra havet”. Det var en utrolig flot arrangeret fest og herrerne nød i særdeleshed “silde anretningerne”.

1998
I skrivende stund er den officielle sæson knap nok startet, men kigger man i rokortene, er der allerede mange, som har været på vandet i år.

På generalforsamlingen forlod Anders Frejberg formandsposten efter 11 år. Nova’s nyvalgte formand blev Morten Albertsen.

Skrevet af Hanne Ulrich og Kirsten Bagger

Her slutter teksterne der er plukket fra vores jubilæumsskrift, som udkom i foråret 1998.