SOMMERTUR LAXSJÖN 2014
Den traditionsrige sommertur til Laxsjön i Sverige var igen en succes og blev gennemført med 9 glade deltagere. Med på turen var: Kisser, Marianne, Nina, Lars, Torben F., Steen, Anette (fra BKC) og Maria (begynder). Turen startede med planlægningsmøde hos Steen, hvor de forberedende opgaver blev fordelt, akkompagneret af dejlig mad. Mange meldte sig heltemodigt til at fremskaffe og finde de mange ting, der skal bruges til turen. Det var en ekstra udfordring at finde gearet i år, da ”Bodil’s” besøg havde vendt lidt op og ned på klubben. Alt blev fundet, og der blev købt ind i store mængder, så vi ikke skulle komme til at undvære livsnødvendigheder som rugbrød og nutella. Der blev også repareret på kajakkerne og til sidst var alt klar til en uge på de svenske søer.
Lørdag den 19. juli mødtes vi kl 8 til morgenmad. Vi fik læsset kajaktraileren med 13 kajakker og en lejet statoil-trailer blev fyldt med alt gearet. Gear er ikke det, man går ned på, på sådan en sommertur. Der blev medbragt alt fra køkkentelt, gasblus, gaskøleskab, køkkenbord og campingstole til vinglas og gode kokkeknive. De, der endnu ikke har været med på sommertur, fordi tanken om eventuelle primitive forhold skræmmer, kan roligt tage med næste år. Der er ikke meget primitivt lejrliv over ”Camp Nova”.
Overraskende nok tog det kun 1½-2 timers tid at få alt pakket og få fordelt folk i bilerne, så ved 10-tiden kørte vi mod Helsingør – ad Strandvejen, ”som vi plejer”.
Vi kom over med færgen og fik dér provianteret lidt ekstra vin, øl, chokolade mv. ”som vi plejer”. Køreturen til Laxsjön er lang, men hyggelig, og med et enkelt pitstop på vejen kørte vi derop på 6 timer. 
Vi ankom til den skønne Laxsjöns Camping & Friluftsgård ca kl 17. Vi læssede af og bar tingene det sidste stykke til lysningen i skoven ”som vi plejer”. Vi fik sat madtelt og egne telte op, og kajakkerne blev roet fra traileren og om til en lille strand ved lysningen. Så var rammerne om en fantastisk uge sat, og den første øl kunne nydes på stenen ”som vi plejer”, mens den første aftensmad blev tilberedt af Steen og Anette. Der blev lavet bål, foldet campingstole ud, spist rigtig dejlig mad og drukket rødvin - helt ”som vi plejer”.
I korte træk kan man hurtigt beskrive ugen ved at sige at den var ”som den plejer”. Det går hurtigt op for selv helt nye deltagere, at det er en meget traditionsrig tur, hvor der for længst er dannet præcedens for de forskellige dages forløb. Det er utrolig let at være på tur, når der på den måde ikke skal tages stilling til en masse hver dag. Man kan læne sig tilbage og følge med. Årets tur var dog kortet af med en dag, så vi kunne nå hjem til Amager Strandpark løbet. Derfor blev der lavet lidt om på tingene, ligesom der selvfølgelig var nye spændende oplevelser. 
Den første dag - søndag - padlede vi Laxsjöen rundt - ”som vi plejer”. Vi holdt frokostpause på et hyggeligt strandstykke som vi havde for os selv. Det sidste stykke delte vi os i to hold. Nogle roede rundt om Baldersnæs og andre igennem en lille – meget smal – å, hvor det ikke var muligt at padle kajakken frem. Man kunne til gengæld ubesværet hive sig frem fra græstot til græstot på brinken. Om aftenen fik vi igen god veltilberedt mad. Marianne og Nina lavede burgere, mens resten af holdet drak øl og spiste chips på stenen. Aftenen stod på bål og hyggesnak med udsigt til en himmel, der blev ved med at være mørkeblå, rød og gul hele natten.
Mandag læssede vi kajakkerne på trailerne og kørte til søen Svartlangan. Det havde vi en rigtig fin tur i den lange smalle sø med stejle klippesider. En fin oplevelse når man er vant til at ro ved Danmarks flade kyster. Turen endte ved ishuset, og vi fik blåbæris ”som vi plejer”. Efter ishuset tog nogle bilen og traileren hjem, mens andre, efter en overbæring af de længere, padlede hjem til lejerpladsen. Her lavede Torben og Kisser god mad, mens resten af holdet drak øl på stenen, læste, lavede ordlege, badede, og hvad man nu får tiden til at gå med, når man absolut intet skal. Igen var det en hyggelig aften ved bålet.
Traditionen tilsiger at tirsdag enten ros der ved grænsen til Norge eller på Väster Silen. Størstedelen af holdet tog af sted til Väster Silen mens et par stykker blev tilbage i lejren og slappede af.
Særlig beretning om Väster Silen og dens udfordringer - af Martin F: Efter en dejlig tur på Västra Silen og roturen forbi den skønne Vårviks Kirken som ligger ubeskriveligt smukt på en ø lige ud til søen - samt et lille frokost ophold på meget lille ø - rekognoscerede Lars for, om vi kunne komme tilbage ad en lidt anden vej end vi var kommet ud. På kortet så det lovende ud, omend det ville indebære en overbæring på et par hundrede meter. Vi blev meget klogere.....
Først skulle vi finde ud af, hvor vi kunne gå i land. I første omgang kiggede Lars på en søbred, hvor der i vandkanten stod et par køer, der i den grad trængte til at blive malket.
Det lod Lars sig dog ikke notits af, men han måtte vende tilbage med uforrettet sag, da der var noget hegn som skulle forceres for at komme ud på vejen. Det var her, at Steen - ”jeg gør som jeg plejer” - Jørgensen og Anette valgte at vende deres to'er og ro tilbage ad den vej vi var kommet – hvilket senere viste sig at være en klog disposition.
Nina og Marianne (også i en K2) samt Lars og jeg - satsede altså på overbæringen, og fandt en lille bro, hvor vi kunne komme i land. Efter 50 meter med kajakkerne i lav føring var der en lille klynge huse, en traktor og en flink mand der fortalte, at vi skulle over asfaltvejen, følge en marksti, der slog et par sving, og hvor dén endte ville vi komme til en søbred, hvor vi kunne få kajakkerne i vandet. Med friskt mod tog vi kajakkerne op i høj føring, krydsede den asfalterede vej, og gik ad markvejen på den anden side. Og vi gik og gik og gik - Og vi kom højere og højere op i terrænet, hvilket jo ikke er noget helt godt tegn, når den søbred vi skulle finde gerne skulle være i samme højdekote som dér hvor vi gik i land….
Lars gik med højt humør forrest, Nina og Marianne var vist glade for at de havde valgt at ro i to'er netop på denne dag - så var de da to om at slæbe kajakken, og jeg var bare glad for, at havde valgt ”Marie” og ikke i ”Skønhed”, som er en noget tungere dame. Endelig begyndte det at gå ned ad bakke, men det var blot til vi kom til det næste sving, så kunne vi se, at det igen gik opad. Til venstre for vejen kunne vi godt nok se søen, men den lå altså et stykke nede. Under en af disse manøvre, prøvede jeg at orientere mig til siderne, og lykkedes med - i bedste Gøg og Gokke stil - at banke enden af kajakken ind i hovedet på Marianne. Slaget til trods, var den største hovedpine lige nu at finde en søbred, hvor vi kunne få kajakkerne i vandet.
Vi blev ved med at gå – og skulle vi have fundet på at synge for at holde moralen høj, skulle det i hvert fald ikke have været ”vi sejler op ad åen” – men nok snarere ”hist hvor vejen slår en bugt” eller ”jeg bærer med smil min byrde”. 
Lars lagde sig stratetisk helt i front i vores lille vandrekolonne. Jeg gætter på, at han på forhånd ønskede at være behørigt uden at hørevidde, så ikke kunne høre et sarkastisk sangvalg eller eventuelle kraftudtryk , forslag om at vende om eller lignende . Desuden var han så langt foran at han i god tid kunne se, hvad der var om næste hjørne, og derved hele tiden sikre en forventningsafstemning, der holdt et eventuelt mytteri på behørig afstand. Han havde nu ikke behøvet at gøre sig alle disse anstrengelser, for resten af troppen fulgte troligt med. Vi blev godt nok lidt trætte, der blev skiftet skulder temmelig ofte og kort blev tjekket -mest som undskyldning for at holde en pause.
Endelig – endelig slog vejen et sidste sving, og søen dukkede op. Godt trætte i fødderne var det en hel lise at sætte sig ned i en kajak igen, og ro det sidste (stadig ganske lange) stykke tilbage – hvor Steen og Anette var ankommet kort tid før os – mens vi til gengæld var vi indehaver at noget der må være den længste overbæring i Nova’s nyere historie – eller måske begyndelsen til en helt nyt sportskategori – ”kajakgang”?
Efter den legendariske tur, der slet ikke blev ”som den plejer”, blev der hvilet ud hjemme på stenen, mens Lars, Martin og Maria lavede mad. Efter aftensmaden tog vi på tur for at finde de bævere, som Torben havde talt så meget om, og som en af Nova’s kajakker er opkaldt efter. Vi så da bæver….bo’er – men bæverne var desværre tilsyneladende ikke hjemme. Til gengæld var det en fantastisk flot tur på fladt, spejlblankt vand med en rød, gul, mørkeblå himmel. Lys fra savværket og byerne omkring søen gav den flotte nattehimmel et ekstra skær af noget fra en anden verden. Vel tilbage stod den igen på bål og rødvin inden sengetid. 
Onsdag var det ”12 gange til slusen-dag”. For nogle år siden var det en dag rigtig dårligt vejr, hvorfor Steen valgte at starte traditionen med at ro frem og tilbage til slusen. Hvert år øges antallet af ture til slusen med én hvilket betød, at der i år skulle roes 12 gange frem og tilbage til slusen. Det er en tur på 6 km - så 72 km i alt. Der var dog en del mandefald til sluseturene – kun Steen og Lars gennemførte alle turene. De øvrige deltagere roede alle mindst én tur, og derefter blev der roet lidt rundt på egen hånd eller i mindre grupper. Eftermiddagen blev igen nydt på stenen og fælles lavede vi hotdogs.
Torsdag var så sidste dag dette år. Derfor tog vi ikke det traditionelle torsdags program men det klassiske ”sidste dags” program. Det betyder, at vi læssede kajakkerne og kørte til en fin lille havn hvorfra vi roede ud til Väneren. Det var en flot tur i noget lidt anderledes landskab. Her er søens kanter ikke så stejle og klippefyldte, men mere flade og kantet med siv. Da vi ankom til Väneren åbnede landskabet sig fuldstændigt op, og den meget store sø virkede som et helt hav. 
Vi fik frokost på ”vores ø”, og i år var vejret så stille, at det var muligt at ro ud på selve Väneren, hvilket Lars og Nina gjorde. Vi spiste, badede, slappede af og nød solen, inden vi roede tilbage til bilen og traileren. Vi læssede kajakker og drak en øl, mens vi på skift fik badet i havnens eneste bad. Vi fik vores ganske pæneste tøj på, for på denne sidste aften skulle vi ”som vi plejer” spise ude og se på slusen. Slusen er et fantastisk byggeri, hvor en vej, en jernbane og en aquadukt krydser hinanden over et vandflad. Der var dog ikke vand i vandfaldet, da det blev brugt til at sluse skibe igennem aquadukten.
Vi spiste ”som vi plejer” på en rigtig hyggelig udendørs restaurant lige ved slusen, hvor der var live musik til maden. Stedet er kendt for mange gode fiskeretter, og vi gik alle rette mætte derfra.
Efter det gode restaurantbesøg kørte vi hjem og mødtes i lejren med Steen og Anette, der denne dag havde valgt at blive hjemme. Denne sidste aften blev det ikke til bål i skoven. Alle ville nyde den fine udsigt over søen fra stenen, så der sad vi hele aftenen, nød udsigten, snakkede om en fantastisk uge og drak det sidste rødvin.
Fredag var det ”pak og kør hjem” dag. Man kunne lige nå en sidste tidlig morgentur på vandet og få de sidste kilometer med hjem, og så var der fælles morgenmad ligesom de foregående dage. Efter morgenmaden pakkede vi lejren ned, padlede kajakkerne om pynten, pakkede trailere og biler. På bare et par timer var vi parat til at sige tak for en fantastisk sommertur ved Laxsjön, hvor vi hele ugen var velsignet med det skønneste varme, tørre og solskinsrige vejr. Vi vendte kølerhjelmene hjemad og var retur i København sidst på eftermiddagen, hvor vi pakkede ud, fik en sidste ”tak for turen” øl inden vi igen spredtes til vores respektive liv med gode minder, et smil på læben og en god portion kilometer på rostatistikken.
Til slut blot en opfordring til alle om at tage med næste år. Vi kan nærmest love, at det bliver fantastisk, for det bliver helt sikkert lige ”som det plejer”. Vi ses til sommertur 2015!
Maria K D
